Google Analytics
Book et uforpligtende møde
70 27 03 18

Har du den rigtige virksomhedsstruktur?

Har du den rigtige virksomhedsstruktur?

Når du planlægger ejerskifte, kan det være en god ide at tænke over, om du har den rigtige virksomheds- og selskabsform. Det skal du gøre i god tid inden salget.

Måske ejer du din virksomhed som personligt ejet virksomhed. Måske er din virksomhed i selskabsform. Hvad du har valgt, kan have konsekvenser for et ejerskifte, og det er værd at overveje, om du har den rigtige juridiske struktur i din virksomhed.

Personligt ejet virksomhed eller selskab

Når du driver din virksomhed som en personlig virksomhed, er din private økonomi bundet meget tæt op på virksomheden. Du hæfter personligt over for alle kreditorerne. Når du har overskud, skal du betale skat af overskuddet som personlig indkomst, og har du underskud, kan du som hovedregel fratrække det i din personlige indkomst.

Er du i virksomhedsskatteordningen, kan du fratrække renter i din personlige indkomst. Ordningen giver også den fordel, at du kan nøjes med at betale acontoskat svarende til selskabsskatten, så længe du lader pengene forblive i virksomheden. Ved at omdanne din virksomhed til et selskab, kan du få nogle flere muligheder, når der skal nye ejere ind.

Måske vil du fortsætte med at eje den bygning, som din virksomhed har haf til huse i, mens du gerne vil sælge eksempelvis køretøjer, maskiner og inventar. Det kan du også tage højde for, når du omdanner virksomheden til et selskab.

Hvis du laver en skattefri omdannelse, bliver den skattemæssige værdi af det firma, som du omdanner, gjort op, når du omdanner. Når du sælger selskabet, vil du blive beskattet af forskellen mellem denne skattemæssige værdi og salgssummen. Hvis din virksomhed skal sælges elt eller delvist, vil det være aktier eller anparter, du sælger.

Læs også: Vær realistisk om prisen på din virksomhed

Fordele ved at have et holdingselskab

Hvis du har et holdingselskab, får du en række yderligere fordele. Hvis der er overskud i driftsselskabet, kan du overføre nogle af pengene til holdingselskabet ved at udlodde udbytte. Det kræver, at der er fri egenkapital til rådighed. På den måde kan du klargøre dit driftsselskab til salg, fordi en køber kun skal betale for goodwill, driftsmidlerne og den kapital, der er nødvendig for at fortsætte driften.

Du kan udlodde udbytter fra dit driftsselskab til holdingselskabet, uden at holdingselskabet skal betale skat uanset beløbets størrelse. Du kan også lade holdingselskabet sælge dit driftsselskab, og så går pengene fra salget også ubeskattet ind på holdingselskabets konto. Det kan være en fordel, hvis du gerne vil investere i andet. Vær opmærksom på, at der skal gå minimum tre år, hvis du har etableret holdingstrukturen ved en såkaldt skattefri aktieombytning. Ellers er salget af driftsselskabet skattepligtigt.

Først når selskabet udlodder udbytte til dig selv, skal du afregne skat efter de almindelige regler for aktieindkomst. Du kan også udbetale løn til dig selv fra et holdingselskab, hvis du reelt har arbejdet i selskabet.

Læs også: Bestem selv din fremtid

Opdel i A- og B-aktier

Du kan opdele dit selskabs kapitalandele i flere klasser, så du får A- og B-aktier eller A- og B-anparter. A-anparterne kan eksempelvis have 20 gange så mange stemmer som B-anparterne. Ved eksempelvis at sælge B-anparter til en betroet medarbejder, kan du lidt efter lidt lade personen blive medejer af firmaet, mens du stadig bevarer kontrollen gennem dine A-anparter. Du kan også bruge en opdeling i klasser til at overføre værdier til den næste generation.

Hvis du vil sælge din virksomhed, uden at dine børn skal drive den videre, kan du forære børnene aktier eller anparter i dit holdingselskab. På den måde får de mulighed for at hæve penge fra salget af din virksomhed som løbende udbytter. Dine børn kan få kapitalandele til en værdi af 62.900 kroner årligt per barn, uden at de skal betale gaveafgift. Vær opmærksom på eventuelle skattemæssige konsekvenser for gavegiver. Du kan benytte mange forskellige modeller til valg af holdingkonstruktion og opdeling i aktieklasser.

Det kan være en ide, at du sammen med din revisor indhenter en godkendelse fra SKAT af dine dispositioner eller tager et skatteforbehold, så du kan være sikker på, at der ikke opstår skattemæssige problemer senere.

 

Vidste du, at:

  • Næsten 80 procent af de danske virksomheder er små, det vil sige har bogførte aktiver på under fem millioner kroner
  • Over 80 procent af de danske virksomheder er såkaldte ejerledede virksomheder, hvor kontrollerende ejer også er direktør
  • Der er over 23.000 virksomheder i Danmark, der skal ejerskiftes inden for de næste otte år
  • En spørgeskemaundersøgelse blandt 14.000 ejerledere viser, at knap 30 procent af dem ikke har overvejet, hvad der skal ske med deres virksomhed i fremtiden
  • En spørgeskemaundersøgelse blandt 14.000 ejerledere viser, at over 40 procent forventer, at de skal påbegynde et ejerskifte inden for fem år, og at over 85 procent indhenter rådgivning om ejerskifte hos deres revisor

Kilde: Industriens Fond, CBS – Center for Ejerledede Virksomheder og INSEAD