Google Analytics
Book et uforpligtende møde
70 27 03 18

Forøg værdien af din virksomhed

Forøg værdien af din virksomhed

Det er en god ide at salgsmodne din virksomhed, inden du sætter den til salg. Det kan være en rigtig god investering at gå i gang allerede nu, selvom et salg ligger flere år ud i fremtiden. Salgsmodning består i at optimere og udvikle en virksomhed, så den bliver mere attraktiv for potentielle købere og til en højere pris end den værdi, den har nu.

Det er ikke anderledes, end hvis du skal sælge din bolig. Ser den godt ud, og er der ingen K2- eller K3-skader i tilstandsrapporten, er den lettere at sælge til en bedre pris, end hvis boligen fremstår som ”til istandsættelse”.

Afhængighed af dig som ejerleder

Er din virksomhed afhængig af dig, er virksomheden måske ikke attraktiv for andre. Den viden og de kontakter, du besidder i kraft af personlige relationer, går tabt ved et salg, hvis de ikke skrives ned eller overdrages. Det samme gælder, hvis du har en nøglemedarbejder i din virksomhed. Derfor skal du reducere virksomhedens afhængighed af specifikke personer og samtidig få viden dokumenteret.

Læs også: Har du den rigtige virksomhedsstruktur

Gør din virksomhed attraktiv

Hvad er det, der gør din virksomhed attraktiv for en potentiel køber? Alt efter om det er en intern eller ekstern køber, og hvilken ekstern køber det i så fald er, kan det være forskelligt, hvad der gør din virksomhed attraktiv. Afdæk din virksomheds stærke sider og arbejd på at forbedre de svage sider, hvis forbedringen tilfører virksomheden yderligere værdi.

Optimering af drift og salg

Hvornår har du sidst tjekket lønsomheden på dine enkelte produkter eller ydelser? Ryd op i dit varelager, uanset om det er et fysisk lager eller eksempelvis ydelser på din hjemmeside. Minimér områder med risiko for tab, og sørg for, at alle dine kunder bidrager positivt til bundlinjen. Køber af din virksomhed vil ikke betale for tabsgivende kunder, som du har beholdt for gammelt venskabs skyld.

Dokumentation af økonomi og jura

Hav styr på regnskabsbøgerne, opdaterede budgetter og investeringsplanerne. Det er fremtidig indtjening, som køber er interesseret i, og dokumentation af historik er med til at sandsynliggøre fremtidens økonomi. Sørg også for, at alle kontrakter med medarbejdere, leverandører og kunder er opdaterede, og at der er styr på rettigheder, varemærker med videre.

Læs også: Bestem selv din fremtid

Gå i gang nu

Vent ikke med at salgsmodne til et ejerskifte af din virksomhed nærmer sig, men gå i gang nu. Så kan du selv nå at få glæde af en optimeret virksomhed, der tjener flere penge.

Tal med din revisor om, hvilke områder af din virksomhed, der trænger til et par kritiske øjne, og læg en plan for, hvordan du optimerer og udvikler din virksomhed.

 

Kig på din virksomhed med kritiske øjne og spørg dig selv:

  • Kan virksomheden leve videre uden mig, eller er dens eksistensgrundlag afhængig af min tilstedeværelse?
  • Hvad gør min virksomhed attraktiv for en potentiel køber – intern som ekstern?
  • Er driften optimeret, og tjener vi penge på eksempelvis alle produkter, markeder eller kunder?
  • Er min virksomheds økonomi og jura på plads, eller er der mange uopdaterede eller mundtlige aftaler?